
Designerne bag KULMAT er Anna Karnov og Thomas Dudzinski, begge kandidatstuderende på Arkitektskolen Århus. Konceptet for vore møbler er en nordisk, let og minimalistisk stil, kombineret med skæve vinkler og utraditionelle twists.
Vi har valgt at arbejde med bæredygtigt FSC-certificeret træ, da vi mener, at vi som designere har et medansvar for møbelindustriens materialeforbrug.
Træ har traditionelt set altid været brugt til møbler. Denne tradition kan ikke fortsættes, hvis vi ikke begynder at tænke bæredygtighed ind i processen. Det er fx vigtigt at vælge træ, der bliver plantet i samme hastighed og mængde, som det bliver fældet.
Det fantastiske ved træ som materiale er, at årerne og strukturen er med til at gøre hvert møbel unikt og giver hvert møbel sin egen historie. Det, der skaber et godt produkt, er ikke kun formgivningen, men også de tilføjede værdier samt historien bag. Som designere er vi derfor med til at udvikle produkter, der kan give slutkøberen en mulighed for at vise sin holdning til miljøet ved at vælge møbler i bæredygtigt træ.
Vi er hele tiden på udkig efter nye samarbejdspartnere til at realisere vore designs, og vi er derfor åbne over for alle slags henvendelser. Brug kontaktformularen her på siden til at sende os en mail.




